Venstres valgprogram KV21

Her kan du læse det samlede valgprogram som vi i Venstre gik til valg på i 2021. Der er 24 sider med bud på hvordan vi sikrer Herning en god og stabil udvikling gennem et stærkt samarbejde med det øvrige byråd.

Valgprogram forord

Kære læser,

Du sidder her med Venstres valgprogram for kommunalvalget 16. november 2021, og dermed vores afsæt for den politiske kurs de kommende fire år i Herning Kommune.

Overskriften hedder stabilitet, samarbejde og udvikling. Det er ikke tilfældigt. Disse tre ord, er og vil være forankringen på Venstres lokalpolitiske arbejde i Herning kommune.

Vi mener det, når vi siger stabilitet

Den seneste tid har på mange måder været ualmindelig og foranderlig. Vi står overfor nye tider, nye udfordringer og opgaver der skal håndteres. I Herning Kommune har vi fået ny borgmester. Lars Krarup har valgt at takke af efter næste 20 år på posten. En periode med positiv udvikling og vækst i vores kommune.

Et nyt hold, og en ny borgmester har sat sig i spidsen for at drive Herning Kommune videre. Med Dorte West på posten får vi en dygtig og rutineret politiker, der nu sætter sig for bordenden i det vigtige arbejde, der skal føre Herning trygt ind i fremtiden.

Bag Dorte West står et hold af både nye kandidater og rutinerede politikere, der bekender sig til den samme politiske tradition, som har præget de seneste årtier. Oplevelsen er en generel tilfredshed og stolthed over at være borger i Herning Kommune. Vi har derfor ingen planer om store revolutioner, men derimod en ambition om at fortsætte den positive udvikling, der har præget Herning, og som vi alle er stolte af at være en del af.

Vi vil også fremover arbejde ihærdigt for at skabe udvikling, men med afsæt i stabilitet og gode forhold for børnefamilierne, de ældre og alle dem lige midt imellem.

Vi mener det, når vi siger samarbejde

I mere end 20 år har Venstre stået i spidsen for en linje i byrådet, hvor det brede samarbejde har været bærende for arbejdet. Det er vores ambition, at hvis vi igen betros nøglerne til borgmesterkontoret, så skal den linje fastholdes.

Erfaringen og resultaterne peger entydigt på, at man gennem samarbejde opnår langt flere varige resultater. Udviklingen i Herning de seneste to årtier taler deres tydelige sprog, og vi vil derfor også i den kommende periode prioritere et bredt samarbejde, hvor alle de, der ønsker at tage et medansvar for kommunens udvikling, også får indflydelse på retningen i det politiske arbejde.

I Venstre indbyder vi til et bredt samarbejde om at udvikle kommunen, og vi vil derfor også fortsat indbyde til tæt dialog og samspil med virksomheder, foreninger, organisationer og borgere, når målet er fremgang og udvikling af vores fællesskab i Herning Kommune.

Vi mener det, når vi siger udvikling

Herning er en kommune, som er inde i en positiv udvikling. Det skal vi sikre fortsætter også i de kommende år. Noget af det der optager os i Venstre er at sikre en udvikling der er funderet på bæredygtighed både når vi taler økonomisk og social bæredygtighed og selvfølgelig også i forhold til klima og naturen.

Vi har i den forgangne byrådsperiode sat handling bag ordene med vores satsning på bæredygtighed med såvel økonomiske og politiske tiltag, som viser den retning vi ønsker at udvikle vores kommune.

Vi har i Herning en engageret og kompetent medarbejderstab, der hver eneste dag er med til at sikre god service for vores borgere ude i folkeskolen, i dagplejen, i daginstitutioner og ældreplejen osv.

Udvikling skabes i fællesskaber, og her er vi som kommune et vigtigt led. Vores samarbejde med erhvervslivet har topprioritet, så vi sikrer at den kommunale service ikke bliver hindring for udvikling. Den prioritering kan du regne med at vi i Venstre vil fastholde også i årene fremover. Den vækst og udvikling erhvervene skaber er forudsætningen for, at vores kommune har gode vilkår, og derfor skal vi naturligvis understøtte dette på bedst mulige måde.

På vej mod nye mål

Herning kommune er gennem de sidste 24 år drevet med Venstre ved roret. Det har været en periode præget af vækst og udvikling gennem det brede samarbejde, hvor det hele tiden har været målsætningen at sætte tæring efter næring.

Vi har stået som garant for en økonomisk veldrevet kommune. Det mener vi, er en grundlæggende præmis for at kunne trække udviklingen i den rigtige retning. Vi har opnået at få så grundlæggende god økonomi, at der er plads til investeringer. Det har betydet, at vi har kunnet investere i udvikling af folkeskoler, daginstitutioner og ældrecentre. Der er brug for stabilitet i den kommunale økonomi. Med en fast kurs og sikker drift skabes tryghed for medarbejdere og borgere.

Væksten i Herning er markant, og tilflytningen er heldigvis positiv. Vi har gennem årene bevidst arbejdet på at udvikle Herning med et rigt og mangfoldigt kultur- og fritidsliv. Det er med til at gøre kommunen attraktiv for borgere såvel som tilflyttere.

I Herning har vi målrettet arbejdet på at placere os på landkortet som studieby. Det arbejde er vi godt i gang med, men vi vil styrke den position og tiltrække endnu flere studiepladser og studerende til Herning.

Vi har drevet Herning Kommune med en god og effektiv administration, og bl.a. derfor har vi været i stand til at sikre gode økonomiske forhold i kommunen med en lav skatteprocent og lav grundskyld. God økonomi, gode kommunale tilbud og lav skatteprocent er det der gør Herning attraktiv for virksomheder, tilflyttere og ikke mindst vores mange borgere, der hver dag er med til at fællesskabet Herning fungerer. I Venstre håber vi at vi sammen kan fortsatte den gode udvikling i de kommende år.

Overskriften for vores politik i de næste fire år bliver som nævnt stabilitet, samarbejde og udvikling. Du kan på de følgende sider læse mere om, hvordan disse ord kommer til udtryk indenfor de enkelte politikområder i vores valgprogram for KV21.

God læselyst

Social, sundhed, ældre og handikap

En tryg og værdig ældrepleje

Vores ældre medborgere har skabt vores gode velfærdssamfund. De skal behandles med værdighed og respekt, og sikres den nødvendige pleje, tryghed og omsorg, når de får brug for hjælp fra Herning Kommune.

En af de vigtige opgaver der skal tages hånd om i ældreplejen, er borgere med demens. I Venstre ønsker vi, at Herning fortsat skal være helt i front på demensområdet. Vi har sikret, at alt vores personale kontinuerlig efteruddannes med den nyeste viden på området. Den indsats vil vi sikre fortsætter både på vores plejehjem og i hjemmeplejen, så vi sikrer høj kvalitet og faglighed i støtte og hjælp til vores demensramte og deres familier.

Vi har gennem de seneste år investeret i, at alle vores plejecentre er demensvenligt indrettede, så vi tilbyder de bedst mulige og tryggest mulige omgivelser for vores plejehjemsbeboere.

Antallet af borgere, som rammes af demens, er stigende. Af dem har vi også en gruppe borgere, som desværre udvikler demenssygdommen i en sådan grad, at det kræver specialiseret faglig indsats i plejen og en helt særlig indretning af bolig og omgivelser. Denne gruppe vil vi også sikre gode tilbud i Herning kommune.

Vi har allerede et meget anerkendt tilbud til borgere ramt af Huntingtons sygdom. Ud fra de erfaringer vi har fået med dette tilbud, vil vi undersøge om vi med fordel kan etablere et specialiseret tilbud til borgere med særligt svære demenssygdomme. Venstre mener vi skal se denne mulighed sammen med de kommende års behov for at etablere flere plejeboliger til det stigende antal ældre.

Vi mener, at man som pårørende vil vælge det bedste sted til sin mor, far, mand eller hustru, også selvom stedet er så specialiseret, at der kun findes ét i kommunen. Der vil ikke være tale om et almindeligt plejehjem med en demensvenlig indretning, men et plejehjem med en indretning og omgivelser, der retter sig helt specifikt mod denne gruppe borgere, der har særlige behov og brug for at kunne skærmes af for andre beboere, for at sikre dem den bedst tænkelige hverdag i en svær sygdomssituation.

Rekruttering af medarbejdere i fremtiden.

En af de absolut største udfordringer vi ser ind i, er at sikre at vi har tilstrækkeligt og fagligt veluddannet personale til at varetage vores pleje- og omsorgsopgaver.

Det er for Venstre afgørende vigtigt, at vi arbejder med alle tænkelige tiltag, som både kan inspirere til uddannelse, efteruddannelse og ansættelse af nye medarbejdere på social- og sundhedsområdet. Det kræver en ekstra indsats i de kommende år at sikre det nødvendige elevoptag. Venstre foreslår i den forbindelse, at der indføres en særlig mentor-oplæring, så vores dygtige medarbejdere får tid til opgaven.

Blandt mange allerede eksisterende tiltag vil vi gerne fremhæve erhvervspraktik og fritidsjob indenfor pleje og omsorg. Det er bestemt også værd at fremhæve de gode samarbejder mellem skoler og plejehjem, der skaber glæde og gode relationer mellem børn og ældre. Tiltag vi også fremover ønsker at skabe rammer og muligheder for.

Et godt arbejdsmiljø, høj grad af faglighed og anerkendelse af vores gode medarbejderes indsats, har stort fokus hos os i Venstre. Vi vil arbejde aktivt for både at tiltrække nye medarbejdere, men i lige så høj grad sikre at vi kan fastholde den dygtige medarbejderstab der findes allerede i Herning Kommune.

Fokus på menneske, faglighed og økonomi.

I Venstre ønsker vi at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes ønsker og muligheder for at kunne leve så selvstændigt som muligt, også når der er brug for specialiseret hjælp for borgere med handicap eller psykiatriske udfordringer.

Vi kan godt være stolte af den indsats, der hver dag ydes til vores handicappede medborgere. I Venstre ønsker vi fortsat at udvikle området fagligt, og vi vil sikre gode tilbud til vores borgere hjemme i Herning Kommune, så tæt på deres nære relationer som muligt. Derfor har vi taget initiativ til en udviklingsplan, der arbejdes ud fra. En plan som skal sikre balance både menneskeligt, fagligt og økonomisk. Vi kalder den ”Et fornyet syn på kerne-opgaven”. Kernen er, at vi tager udgangspunkt i det enkelte menneskes situation, ønsker og ressourcer. At vores medarbejdere uddannes og sikres høj faglighed, og at vi træffer økonomisk ansvarlige beslutninger. Det har allerede givet gode resultater. Den udvikling vil vi fortsætte.

Gode boliger er en vigtig del af et godt liv. Vi har senest tilbygget med nye boliger på Rosenholm for udviklingshæmmede og på Mosaikken (autisme), og vi har indrettet en afdeling på Fuglsangsø plejecenter til ældre udviklingshæmmede. Vi er overbeviste om, at vores borgere helst vil blive hjemme i egen kommune. Det er derfor Venstres politiske mål at skabe mulighed for, at alle borgere med behov for døgntilbud kan forblive bosat i Herning Kommune.

Alle kan få det bedre.

I Venstre har vi stort fokus på udviklingen af vores kommunale psykiatri, og vi arbejder for at nedbryde tabuer, myter og fordomme på området. Vi skal have gode tilbud til den tredjedel af os alle, som midlertidigt i en periode af livet kommer i kontakt med psykiatrien – som bruger eller pårørende.

Venstre har gennem de seneste år stået i spidsen for, at vi har udviklet vores kommunale psykiatri. Det er blandt andet sket med indførelse af det psykiatriske sygepleje-akutteam og akuttelefon 24-7 for alle borgere.

Vi er fagligt langt fremme på psykiatri-området i Herning Kommune. Blandet andet derfor er vi blevet udvalgt som én ud af blot fire kommuner til pilotprojektet ”Styrmand i eget liv”.

Grundtanken er, at alle mennesker har evnen til at komme sig helt eller delvist fra psykisk sygdom og komme tilbage til den hverdag, de ønsker. Den gode udvikling og erfaringerne ønsker vi i Venstre at fortsætte og udvikle yderligere i årene frem.

Vi skal udvikle nye indsatser med udgangspunkt i borgeren, pårørende og netværk, særligt omkring tidlige indsatser og forebyggelse af tilbagefald. Og vi skal have gode, midlertidige botilbud, som understøtter borgernes proces frem mod at komme sig. Derfor foreslår Venstre, at det fremtidige behov for boliger, særligt på unge-området, styrkes for at imødekomme dette behov.

Genstart af sociale aktiviteter - efter Corona.

Vores aktivitetscentre og -huse er en stor og vigtig del af sundhedsindsatsen. De mange aktiviteter har betydning for både velvære, sundhed og sociale relationer for de mange brugere.

I Venstre har vi opmærksomhed på, at den store aktivitet ikke kommer igen af sig selv ovenpå Corona-nedlukningen.

Vi skal have de mange frivillige og brugerne tilbage til aktiviteterne. Det gælder også søndagscafeerne for ensomme ældre, udsatte grupper, og de frivillige sociale foreningers mange tilbud. Derfor vil vi sætte ind med en øget indsats for at støtte op og genetablere aktiviteterne efter Corona.

Genoptræning og sundhedsfremme har høj prioritet.

Vi bekender os til tanken om mestring i eget liv. Derfor prioriterer vi i Venstre sundheds- og genoptræningsindsatsen meget højt. Det gælder både den almene træning og sygeplejetilbuddene, som er placeret på aktivitetscentrene rundt i hele kommunen. Det gælder også de forskellige former for faglig specialiseret genoptræning og mulighed for at deltage på kronikerhold som f.eks. KOL, hjerte og diabetes, som et stigende antal borgere har brug for.

Hospitalerne udskriver tidligere og tidligere og overlader en stadig større del af den tidlige genoptræningsindsats til kommunerne. Mange af disse borgere har flere diagnoser. I Herning kommune har vi et stort behov for at samle denne genoptræning: Derfor vil vi i Venstre arbejde for et ”Genoptræningens Hus”. Her vil vi samle indsatserne og skabe bedre og mere sammenhæng i indsatserne.

Børn og Familie

I Herning Kommune har vi en fantastisk ressource. Det er vores næsten 11.000 børn og unge mellem 0 og 18 år. De skal løfte Herning og Danmark godt og sikkert ind i fremtiden. Derfor ønsker vi i Venstre naturligvis at give dem den bedste start på livet, og sikre dem en tryg hverdag. I Venstre mener vi, at det skal sikres ved at skabe:

- sammenhængende børneliv

- gode fællesskaber

- inspirerende rammer

- styrket faglig tillid

- kompetente ledere og medarbejdere

- bæredygtige sammenhænge

- forebyggelse og tidlige indsatser når noget går skævt

- oplevelser og kendskab til det der er tæt på (kulturinstitutioner/museer/bibliotekstilbud)

Frie valg til pasning

Forældre kender bedst deres egne børn. Derfor mener vi, at forældre skal have frihed til at vælge hvilket pasningstilbud der tiltaler dem mest, og passer bedst til deres barn. I Venstre vil vi derfor være garant for, at vi også fremover vil kunne tilbyde både pasning hos kompetente dagplejere og pasning i kommunens mange vuggestuer.

Vi oplever, at pasning i dagplejen bliver fravalgt af en del forældre, fordi de føler usikkerhed hvis barnets dagplejer bliver syg eller andet, og skal i pasning hos en anden dagplejer i en periode. Derfor vil Venstre gerne afprøve en ny model, hvor der skabes mere trygge rammer ved netop pasning i perioder, hvor der er behov for en gæstedagpleje. Vi foreslår et tættere samarbejde mellem dagplejere og vuggestuen. I første omgang vil vi afprøve modellen i et mindre pasningsdistrikt. Tanken er at dagplejen får en tættere relation til vuggestuen ved rutinemæssige besøg, så der skabes relationer til såvel børn og voksne i vuggestuen, så en eventuel gæstepleje bliver hos kendte voksne og børn, så der på den måde skabes større tryghed for børn og forældre. Samtidig vil skiftet fra dagpleje til børnehave blive langt nemmere for alle.

Langt de fleste børn er klar til at rykke fra dagpleje og vuggestue når de er 2,9 år gamle. Der kan dog være børn, der har brug for lidt længere tid til at blive helt klar til de nye udfordringer i børnehaven. Vi vil i Venstre afdække muligheden for at imødekomme dette.

Kvalitet i pasning er langt mere end hænder

Vi har i Venstre fokus på at sikre kvalitet i vores pasningstilbud. Derfor vil vi understøtte de medarbejdere i dagplejen der ønsker at uddanne sig f.eks. ved at tage en pædagogisk assistent uddannelse.

Generelt er vi af den opfattelse at efteruddannelse af alt vores personale er vigtigt, og al viden der kan opsamles skal bringes i spil for at sikre de bedste rammer for såvel medarbejdere som børn og forældre.

Vi vil arbejde for at vores medarbejdere bruger mest mulig tid sammen med børnene, og at administration, kontrol og rapporteringer begrænses mest muligt. Børn elsker at blive taget alvorligt og lyttet til.

Derfor vil vi sikre at også små børns stemmer høres, og at børnene inddrages i beslutninger i deres hverdag.

Alle børn skal føle sig som en del af et fællesskab, gennem den gode leg. Ingen bryder sig om at være udenfor, og derfor skal alle føle at de hører til og er en del af et favnende fællesskab.

Nyt er spændende, men også udfordrende og ofte noget der kan skabe utryghed. I Venstre vil vi arbejde for at gøre skiftet fra daginstitution til skole til en rigtig god oplevelse. Det skal være godt og trygt at starte i 0. klassen. Når man som barn når til den milepæl, så skal det være noget man glæder sig over.

Bæredygtighed har mange facetter

En af dem er at sikre bæredygtige lokalsamfund. I Venstre vil vi derfor arbejde for friere valg til, at man ude omkring får bedre mulighed for at indkøbe mere bæredygtigt. Det kunne f.eks. være gennem indkøb i nærområdet.

Børnetallet stiger heldigvis og rammerne skal selvfølgelig følge med!

Tilflytning og stigende børnetal er en positiv udfordring for en kommune. I Herning Kommune har vi lige nu sat gang i en række udvidelser af vores institutioner. Vi har igangsat byggeri af en helt ny og bæredygtig institution i Lind, og når vi kigger ind i den kommende byrådsperiode, så mener vi i Venstre at vi skal starte planlægningen af byggeriet af ny daginstitution i Hammerum/Gjellerup området. Som nævnt er vi i fuld gang med en række udvidelser og renoveringer af kommunens institutioner, men der er også brug for at kigge fremad, og få lavet en plan for hvor der efterfølgende skal sættes ind med nødvendige udvidelser og renoveringer.

Folkeskolen - rammen for læring, udvikling og fællesskab

Forskellighed gør stærk. Det oplever man blandt elever der lærer af hinandens forskelle og kan bruge dem til egen styrke. Vi ser også at vores folkeskoler arbejder med forskellige tilgange med forskellige profiler. Vi tror på forskelligheden som en styrke, og den motivation profilerne kan have på både elever og ansatte er positiv. Skolernes individuelle forskelle er en styrke vi gerne understøtter, ligesom vi i Venstre gerne ser mest mulig indflydelse til de lokale skolebestyrelser.

Den lokale vinkel og det lokale engagement kan føre meget med sig, og I Venstre ser vi gerne, at mulighederne for lokale indsatser og opbakning fra frivillige forældreindsatser gøres smidigere.

En af de indsatser vi har afsat flere ressourcer til i den forgangne byrådsperiode, har været en styrket ordblindeindsats. Senest har vi sikret midler til bl.a. ordblindevejledere tilknyttet samtlige folkeskoler i kommunen. Den indsats vil vi følge tæt, så vi sikrer, at alle ordblinde får samme gode kvalificerede hjælp.

Vi har i Herning Kommune mange flotte tilbud til vores skoler, men det er ikke alle der har lige nemt ved udnytte dem, da transport kan være en udfordring. Vi vil give alle skoler bedre muligheder for at følge f.eks. tilbud fra Herning Bibliotek, lokale museer og kulturinstitutioner ved helt enkelt at afsætte penge på budgettet til øget transport.

Udeskole har været i fokus som et element under coronaen. Det har givet nye muligheder og synsvinkler på læring. Vi vil arbejde for et generelt løft af skolernes udendørs faciliteter, så udeundervisning bliver nemmere at gennemføre, og dermed sikre flere varierede muligheder for at bringe læring og bevægelse i spil.

Vi vil motivere flere skoleelever til at gå eller cykle til skole. Det er den mest bæredygtige transportform, og er med til at sikre gode og sunde transportvaner. Venstre vil i de kommende 4 år arbejde målrettet på mere trafiksikre skoleveje, så forældre trygt kan sende deres børn til skole.

Bedre mental sundhed blandt børn og unge

Antallet af børn og unge, der har udfordringer med trivsel, er desværre stigende. Der opleves flere unge med lavt selvværd, angst, stress, spisevægring og depressioner. Det er en bekymrende tendens, som vi ønsker at få vendt udviklingen omkring. Derfor vil vi arbejde med flere tiltag, der skal fremme trivsel. Det kan f.eks. være forløb omkring digital dannelse, så eleverne bliver bedre rustet til at agere på de sociale medier.

Vi vil sikre udbredelse af kendskabet til tilbuddet ”Ungmod 24-7” og ”Headspace” ude på vores skoler, også i de yngre klasser. Vi vil aktivere de unges viden gennem dialog, for på den måde at få mere viden om de unges oplevelser med angst, stress eller depression. Vi vil afsætte én ugentlig time i 7., 8. og 9. kl. til at give klasselæreren mulighed for at få mere tid til samtaler med eleverne. Tanken er at tiden skal bruges til ”én til én” samtaler, hvor eleverne kan vende stort og småt, og opleve at der er tid til en tryg samtale om hvad der fylder i livet.

Sundhedsplejen har en central rolle i det tilbud vi i Venstre ser som vejen til bedre mental trivsel i folkeskolen. Vi mener der skal være bedre mulighed for at klasselæreren kan sparre med sundhedsplejersken og den tilknyttede skolepsykolog. En fast ugentlig træffetid vil være vores anbefaling. Elever i overbygningen skal have adgang til at opsøge sundhedssygeplejersken for råd og vejledning. En mere synlig sundhedspleje på skolerne skal være med til at styrke indsatsen for bedre trivsel blandt eleverne.

Alle skal være en del af fællesskabet

I denne byrådsperiode har vi udarbejdet en fællesskabsstrategi. Kort fortalt mener vi, at det at være en del af et fællesskab er en forudsætning for, at alle børn og unge får mulighed for at trives og dermed lykkes. Denne strategi vil vi derfor også i de kommende fire år have foran os som et pejlemærke i alt hvad vi siger, beslutter og gør på området.

Innovation og bæredygtighed

I Herning Kommune er der stort fokus på bæredygtighed, og vi ser hvert år at mange af vores dygtige unge præsterer flotte resultater i såvel nationale som internationale innovationskonkurrencer. Vi ønsker i Venstre, at der fortsat skal være fokus på at vores elever i skolerne skal blive dygtige til innovation, og gerne i et samspil med øget bæredygtighed. 

Vi tror på at elevernes indblik og indsats skal være med til at sikre den nødvendige omlægning til mere bæredygtige løsninger, også indenfor den sociale bæredygtighed. Derfor vil vi understøtte nye tiltag, der kan være med til at gøre en forskel.

Unge og uddannelsesvalg

De unge skal ved overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse træffe et vigtigt valg. Vi vil i Venstre gerne sikre, at flest mulig kommer godt i gang med en ungdomsuddannelse, og at det sker på så godt et grundlag som muligt. Vi har som led i den indsats besluttet en obligatorisk erhvervspraktik i 8. eller 9. klasse. Dette for at præsentere folkeskoleeleverne for en bred vifte af erhverv og uddannelsesmuligheder, så vi dermed også sikrer at flere unge vælger en af de vigtige erhvervsuddannelser.

Vi skal som kommune naturligvis også selv spille med, og vi iværksætter derfor et kommunalt skræddersyet praktikforløb i bl.a. hjemmeplejen, på plejecentre og på driftsområdet, for at bidrage til at præsentere disse erhverv for folkeskolens elever.

Vi ønsker at finde balancen i at hjælpe de unge bedst mulig på vej til et uddannelsesvalg, uden at de føler det som et konstant pres. Derfor ønsker vi, at også ”kendte voksne” vejleder om uddannelsesmuligheder. Vi ønsker at inddrage de lærere, der har den gode relation og et større kendskab til elevens kompetencer, styrker og svagheder, som et supplement til den vejledning der i dag tilbydes de unge.

De fysiske rammer i Folkeskolen

Vi har gennem de seneste tre valgperioder prioriteret nybygning af en række skoler i Herning Kommune. I den kommende periode bygges bl.a. en ny Herningsholmskole og vi udvider kapaciteten på Tjørring Skole.

Venstre vil bevare og udvikle vores folkeskoler. Vi ønsker at alle kommunens folkeskoler skal være attraktive. Derfor bliver næste skridt at se nærmere på standarden på skoler af ældre dato. Vi ønsker at få lavet en analyse af renoverings- og ombygningsbehov, som bl.a. skal se på behovet for renovering af faglokaler, toiletter samt etablering af nye gruppe- og opholdsrum. Analysen skal også se på, om der er bygninger i så dårlig stand, at en nedrivning og erstatning med nybyggeri giver bedre mening.

Med afsæt i en sådan skolebygningsanalyse vil vi prioritere indsatsen rundt i hele kommunen. Vi ønsker at afsætte et større million beløb over en periode. Beløbet skal sikre at vi får opdateret vores skoler såvel inde som ude.

Beløbet skal være en ekstraordinær indsats, der på én gang skal sikre et massivt løft af skolerne. De allerede afsatte midler til at sikre klimaskærme og energioptimering skal fastholdes.

Mere bevægelse til fysisk og psykisk handicappede børn

På linje med normalområdet i folkeskolen, hvor der arbejdes for mere fysisk bevægelse i undervisningen, ønsker vi at prioritere mere fysisk aktivitet i vores specialklasser. Mere bevægelse vil øge handicappede børns livskvalitet, og derfor foreslår vi at der ansættes to fysioterapeuter til at udvikle og arbejde med mere bevægelse i skoletiden.

I Venstre foreslår vi at der afsættes penge til renovering af varmtvandsbassinet på Holtbjerg, så vi fremtidssikrer varmtvandstræning for bevægelseshandicappede. Vi ønsker, at der i samarbejde med parasport-puljen på Kultur- og fritidsområdet, bliver investeret i træningsudstyr, der kan motivere specialklasseeleverne til øget lyst til bevægelse.

Forebyggende og tidlige indsatser – Herning Modellen

Sidst men bestemt ikke mindst. Vi vil fortsætte det forebyggende arbejde og den tidlige indsats for udsatte børn og unge. Målet er stadig det samme, at det enkelte barn skal have den rette individuelle hjælp, så tidligt som muligt og så tæt på normalen som overhovedet mulig. Familie og netværk inddrages mest muligt. Kan børn i en periode af forskellige årsager ikke fungere i familien, er netværks- eller familiepleje den bedste løsning.

Vi vil arbejde målrettet med at anbragte børn og unge har en regelmæssig skolegang og efterfølgende får en ungdomsuddannelse. Undersøgelser viser, at netop denne målgruppe har øget risiko for frafald. Derfor er det vigtigt med en intensiveret indsats.

Vi vil forfølge ny viden og bruge andre kommuners erfaringer på forebyggelsesområdet, ligesom vi vil prioritere relevant efteruddannelse for vores medarbejdere. Alt sammen med det formål at vi vil sikre de bedst mulige indsatser for de børn, der har behov for hjælp.